Pasningsvejledning for Cranwells
Hornfrø
Videnskabeligt navn: Ceratophrys cranwelli.
Dansk navn: Chaco Hornfrø, Cranwells Hornfrø, Argentinsk Hornfrø, Sydamerikansk Hornfrø
eller Pacman frø.
Udseende: Cranwells Hornfrø er en kraftig nærmest cirkulær frø. Farven er varieret men præget af
brun med lyse aftegninger. På ryggen findes en masse vorter. Hos forædlede individer kan
rygfarven være næsten hvid med gule aftegninger eller med brunlige og grønlige nuancer.
Undersiden er normalt lys, og hos hannerne er struben mørkere end hos hunnerne. Hunnerne bliver
op til 15 cm og hannerne omkring 10 cm. Den kan forveksles med andre Ceratophrys-arter bl.a.
Ceratophrys ornata, (men C. cranwells er ofte er mere brun i farven og har en kortere snudespids).
Hybrider mellem flere arter kan forekommer i fangenskab (”fantasy” hornfrøer).
Udbredelse i naturen: I naturen lever Cranwells Hornfrø kun i det tørre Gran Chaco lavland i
Argentina.
Biologi: Selvom frøen er flot farvet i forhold til en dansk jordbund, svarer det til jordbunden i
Sydamerika og virker i naturen som kamuflage. Frøen tilbringer meget tid nedgravet som en
beskyttelse mod udtørring og rovdyr. Den kommer ofte frem efter regn. Når hornfrøen yngler, søger
frøerne sammen omkring damme, hvor de lægger store mængder af æg. Cranwells Hornfrø er kendt
for sin evne til at overmande og æde et bytte, der til tider er større end den selv. Frøerne kan være
aggressive overfor større dyr, heriblandt mennesker. Det er ikke nemt at opdrætte denne art, men
det er dog lykkedes også i Danmark. Den spiser ofte andre frøer i naturen - også artsfæller.
Hold i terrarium: Cranwells Hornfrø er en stor og robust art, der er nem at holde. Terrariet skal
være mindst 50 x 30 x 25 cm (l x d x h). Det behøver ikke være særlig højt, da den er bundlevende.
Terrariet skal være godt ventileret for at undgå stillestående luft. Temperaturen skal ligge mellem
25 og 28 ºC, hvilket kan opnås med en pære over terrariet. Om natten skal temperaturen helst falde
et par grader. Brug ikke bundvarme (varmekabel, varmemåtte osv.), da frøen netop graver sig ned
for at undgå for høje temperaturer. For at holde en relativ luftfugtighed på 60-70% overbruses hver
dag, så bundlaget holdes let fugtigt. En vanddel er vigtig, da den hjælper med at holde
luftfugtigheden i terrariet oppe, og giver frøen mulighed for at holde sig fugtig. Det er vigtigt,
at frøen selv kan komme op af vandbeholderen, og at frøen kan sidde på bunden uden at drukne. Et
løst bundlag er vigtigt for, at frøen skal kunne grave sig ned. Ugødet pottemuld eller sphagnum er
gode bundlag. Grus og barkflis er uegnet, da frøen kan spise det og få forstoppelse. Som dekoration
i terrariet kan fx grene og mere hårdføre planter bruges. Sarte planter vil ikke holde til frøens
gravende adfærd. Indret ikke terrariet med dekorationsmateriale, som frøen kan få ned over sig eller
komme til skade med. Fjern dagligt ekskrementer fra terrariet for at undgå infektioner.
Foder: Foderet består af insekter (vildtfangede insekter, fårekyllinger, melorme, kakerlakker,
græshopper), snegle, regnorme, fisk og optøede mus, (levende mus kan bide frøen). Mus og fisk
indeholder en del fedt og skal derfor ikke være basisfoder. Foderet skal suppleres med passende
mineraler og vitaminer og skal passe til frøens størrelse. Brug evt. en stor pincet uden spidse ender
til fodringen. Unge frøer fodres to-tre gange om ugen, til de ikke er mere sultne, og voksne frøer ca.
en gang om ugen. Da frøen bruger synet til at jage, spiser den helst om dagen.
Hold med andre dyr: Cranwells Hornfrø skal holdes enkeltvis, da den æder alle andre dyr inklusiv
artsfæller. Da den ser dårligt, vil den ofte forsøge at æde fingrene på sin ejer.
Adfærd: Cranwells Hornfrø er en typisk bagholdsjæger, derfor er den meget lidt aktiv. Den sidder
hele dagen og venter på et bytte. Om natten kan den gå i vandet eller flytte til et nyt sted. Frøen
skifter af og til ham (hud), som den efterfølgende spiser. Cranwells Hornfrøer kan gå i dvale i flere
måneder, bl.a. hvis temperaturen er lav. I den periode tager frøen ikke føde til sig. Hvis det sker, er
det vigtigt, at undersøge om man holder frøen under de rette forhold mht. temperatur og fugtighed.
Giftighed: Arten har en hudgift, som de fleste andre padder. Den bør derfor håndteres så lidt som
muligt, og kun af voksne. Det er ikke kun af hensyn til ejeren, men også for at skåne frøens sarte
hud. Brug, så vidt det er muligt, et glas ved flytninger eller sundhedstjek.
Levealder: De fleste dyr lever længe i fangenskab - over 10 år.
Sygdomstegn: En sund og rask Cranwells Hornfrø vil normalt sidde stille og delvist skjult i bunden
af terrariet. Den må ikke se tynd ud, men skal have en rund mave og kraftige lemmer. Set fra oven
vil dyrets omrids være tilnærmelsesvist rundt. Er den bredere end den er lang, er den overvægtigt.
Sunde dyr bør have en voldsom appetit og villigt æde passende fødeemner. Frøens hud skal være
intakt og uden sår, hævelser eller misfarvede områder. Især området omkring nedre bug, gat og
indersiden af bagbenene bør undersøges for forandringer. Misfarvede områder optræder med
rødlige eller blålige farver. Hos skadede dyr optræder der ofte hvidlige ”vattede” eller svampede
områder pga. infektion med bakterier og svampe. Såfremt dyret ikke trives, skal man hurtigt søge
kvalificeret hjælp samt isolere det syge dyr.
Andet: Frøen skal håndteres så lidt som muligt, da det kan stresse den voldsomt. Vær opmærksom
på, at den kan overføre Salmonella, så det er en god idé at vaske hænder efter man har arbejdet i
terrariet.
Lovgivning: Arten er ikke omfattet af nogen fredningsbestemmelser.
Frøgruppen
www.frøgruppen.dk
Denne pasningsvejledning er for hold af padder som hobbydyr. Disse padder kan også holdes
forsvarligt på andre måder end beskrevet i denne vejledning. Ver. 1 2008/9 Carsten Kirkeby.