Opdagelsen af Dendrobates Azureus - Frøgruppen

I 1968 lavede jeg mit første feltarbejde for at studere herpetofaunaen (padder og krybdyr) i Surinam, finansieret af WOTRO, den hollandske organisation for tropisk forskning. Selvom der var blevet udgivet nogle artikler om krybdyr og padder fra Surinam, var en samlet oversigt over herpetofaunaen aldrig blevet forestillet, og jeg forsøgte at lægge grundlaget for det. Jeg ankom til Surinam sidst i april 1968 og ville blive til slutningen af november. En del af arbejdsplanen var at deltage i en ekspedition til Sipaliwini-savannen med to botanikere fra Utrecht (Reinoud Norde og Feddo Oldenburger) og geomorfologen Hans Riezebos (også fra Utrecht) i 6 uger. Sipaliwini-ekspeditionen startede den 22. august og varede for mig til 7. oktober 1968. De tre andre forskere blev yderligere 4,5 måneder på savannen. Den dag vi ankom til Sipaliwini, boede vi på landingsbanen på en lille savanne omgivet af primærskov. Næste dag installerede vi vores Base Bivouac på højre bred af Vier Gebroeders Creek, ved grænsen mellem skoven og den store Sipaliwini-savanne, 5 km øst for landingsbanen (Hoogmoed, 1969a). Indtil 10. september boede jeg i Base Bivouac og arbejdede både i skoven og på savannen med gode resultater. Denne periode gav to arter af frø [Leptodactylus macrosternum Miranda Ribeiro, 1926 og Epipedobates hahneli (Boulenger, 1884)] og en art ormøgle (Amphisbaena vanzolinii Gans, 1963), ny for Surinam, samt mange arter af krybdyr og padder, som jeg allerede havde samlet andre steder i Surinam før. Men for alle indsamlede arter var lokaliteten Sipaliwini en forlængelse af dens udbredelse, da området aldrig før var blevet udforsket videnskabeligt.

Den 3. september sendte vi to personer fra vores felthold (John Tawjoeran og "boss" Leo Roberts) til bjerget Vier Gebroeders tæt på den brasilianske grænse, 13 km direkte øst for vores Base Bivouac, for at rekognoscere vejen og beslutte placeringen af en ny lejr. De tog afsted tidligt om morgenen og var ikke vendt tilbage kl. 19:30, da det allerede var mørkt. Heldigvis var der fuldmåne, og lysforholdene på savannen var ganske gode. Ikke desto mindre var der en vis bekymring for vores hjælpere. Vi hejste en olielampe op i et lille træ i savannen som et fyrtårn for de to rejsende og ventede. Lige efter klokken 20:00 bemærkede vi en flamme i savannen: vores venner havde tændt en avis for at signalere deres ankomst. Efter hjemkomsten til Base Bivouac rapporterede de om deres mere end 12 timer lange gåtur og om mulighederne for at etablere en ny Bivouac nær Vier Gebroeders-bjerget. Udsigterne var gode. På vestsiden af Vier Gebroeders-bjerget lå en ø med primærregnskov, som ville være et godt sted for lejr. Blandt andet rapporterede John og Leo at have set blå frøer på skovøen.

Min første reaktion var at spørge dem, hvor meget rom de havde drukket den dag, for der fandtes ingen blå frø, og det var som at høre om blå elefanter. Under alle omstændigheder fastholdt de, at de ikke havde drukket en eneste dråbe rom, hvilket sandsynligvis var højst sandsynligt, men at de havde set blå frøer hoppe rundt på skovbunden. Efter at have tænkt over denne stærke historie kom jeg frem til, at de måske havde set Dendrobates tinctorius (Cuvier, 1797), en farverig frø kendt fra Surinam, Fransk Guyana, Guyana og Brasilien, med lilla ben og en sort ryg med et gult mærke på. Men John og Leo nægtede, at de havde set noget gult på frøerne og fastholdt, at de var blå, så min nysgerrighed blev vakt, og jeg var ivrig efter selv at se dem. Men på grund af logistiske problemer og vores planlægning kunne jeg først tage til foden af Vier Gebroeders-bjerget den 10. september, efter at mit lager af alkohol til konservering af dyr var blevet fyldt op.

Den 8. september flyttede de tre forskere fra Utrecht Universitet og alt feltpersonale til den nye Vier Gebroeders Bivouac. Jeg blev i Base Bivouac for at vente på en brændstofflyvning fra Paramaribo, som også ville bringe nye alkoholforsyninger. John og Leo kom tilbage den aften, og næste dag gik vi til landingsbanen for at vente på flyet med forsyninger. Den 10. september sejlede jeg i en plastikbåd, lastet med forsyninger, sammen med John Tawjoeran til Vier Gebroeders Bivouac. Da båden ikke havde påhængsmotor, måtte vi stage og trække båden mod strømmen i Vier Gebroeders Creek, som heldigvis ikke var særlig stærk i tørketiden. Det var en behagelig dag i og uden for vandet, kendetegnet ved betagende udsigter over savannen, bækken, bølgende bakker og frem for alt stilhed. Kun vandets summen og nogle fugle, der kaldte, kunne høres, nogle gange afbrudt af vores egne stemmer, når vi gav indikationer om, hvor båden skulle sejle. Kl. 16:15 nåede vi et sted, hvorfra forsyningerne kunne bæres til Vier Gebroeders Bivouac, hvor vi ankom omkring kl. 18:00. I lejren begyndte alle at fortælle mig entusiastiske historier om den blå frø, og til sidst tog nogen en frem og lagde den i mine hænder. Den var faktisk knaldblåt med sorte pletter, ingen andre farver. Det var sensationelt, og det var tydeligt, at jeg så på en ny frøart, der adskilte sig fra alle andre kendte giftpilefrøer ved sin prangende farve. Den var tydeligvis beslægtet med D. tinctorius, den eneste anden kendte Dendrobates-art fra Surinam, men med en helt anden farve. Det var en mærkelig fornemmelse at sidde der i en lille skovlejr på grænsen mellem Surinam og Brasilien, uden nogen litteratur at konsultere, men stadig kunne beslutte, at jeg lige havde opdaget en ny art i marken. En oplevelse, man kun får én gang i livet. Det var allerede mørkt og for sent at begynde at lede efter de blå frøer selv, men der ville være en ny dag i morgen. Den 11. september stod jeg tidligt op og begyndte efter en god morgenmad at bestige Vier Gebroeders-bjerget ved at følge bækkens opstrøm. Bækken løb mellem store klippeblokke og forsvandt til tider helt under dem. Vegetationen langs bækken var tæt med mange lianer, der svingede mellem træerne. Efter cirka 20 minutter så jeg mine første blå Dendrobater i naturen. Den sad på skovbunden på faldne blade, og da jeg kom nærmere, hoppede den væk med korte, hurtige bevægelser. Dens klare blå farve stod i smuk kontrast til de brune døde blade. Den var let at fange. Under min tur gennem ådalen så jeg mange flere og samlede nogle af dem, men holdt mig tilbage fra at fange flere, fordi jeg ikke havde nogen idé om skovøens omfang og størrelsen på bestanden af de blå dendrobater. Desuden havde jeg på det tidspunkt ingen idé om, hvorvidt denne art ville forekomme på andre skovøer i regionen eller ej. De fleste eksemplarer var på jorden, men nogle få bevægede sig op ad stammerne på store træer.

Under mit videre ophold på Vier Gebroeders Bivouac (indtil 7. oktober 1968) opdagede jeg, at bestande af blå frøer fandtes på flere andre skovøer omkring Vier Gebroeders-bjerget. Men på grund af skovøernes størrelse og det faktum, at de ikke var forbundet, var udvekslingen af genetisk materiale mellem bestande sandsynligvis lav, og kun nogle individer blev indsamlet som bevis på deres tilstedeværelse på andre skovøer. Tilbage i Holland gik jeg i gang med det indsamlede materiale og endelig beskrivelsen af de nye Dendrobates, som et år senere blev udgivet under navnet Dendobates azureus Hoogmoed, 1969. På grund af dens meget iøjnefaldende farve kunne jeg overbevise tidsskriftets redaktører om at udgive en farveplade for at vise den virkelige farve. På det tidspunkt var det en sjælden og meget dyr ting (Hoogmoed, 1969b).

Opholdet på Vier Gebroeders bivak gav to andre nye arter: ormesalamanderen Microcaecilia taylori Nussbaum & Hoogmoed, 1979, og træfrøen Scinax trilineatus (Hoogmoed & Gorzula, 1979). Disse arter blev dog først anerkendt i laboratoriet efter grundig undersøgelse, sammenligning med andre arter og gennemgang af litteraturen. I 1970 vendte jeg tilbage til Sipaliwini-savannen på en anden ekspedition, og på det tidspunkt indsamlede jeg 10 eksemplarer af D. azureus fra skovøen Vier Gebroeders og transporterede dem levende til Holland, hvor de dannede grundlaget for den første og eneste lovlige ynglekoloni af D. azureus. Alle andre kolonier blev etableret med smuglede eksemplarer, hvorfra de nuværende eksemplarer i fangenskab stammer fra dem.