Pasningsvejledning for Mantella aurantiaca
Videnskabeligt navn: Mantella aurantiaca.
Dansk navn: Orange Mantella eller Abrikosfrø
Udseende: Orange Mantella er en lille art, kun 20-25 mm lang. Huden er glat med tydelige porer.
Grundfarven er orange til næsten rød. Hunnerne er som regel større og kraftigere end hannerne.
Kønsmodne hanner har kvækkeposer og porer på indersiden af lårene.
Udbredelse i naturen: Kølige og fugtige Pandanus-sumpe i Andasibe på Madagaskar.
Biologi: Orange Mantella er kun kendt fra omkring 12 lokaliteter med lokale farvevarianter.
Frøerne findes i tuer af græs og mos midt i sumpene, samt i den bladdækkede skovbund.
Umiddelbart efter regn kan der være helt orange af frøerne i de begrænsede områder, hvor de lever.
Hold i terrarium: Orange Mantella har brug for stimuli fra både deres eget og det modsatte køn for
at komme i parringshumør. De bør derfor holdes i små grupper på fx 6-12 dyr. Til fx 6 dyr (4
hanner og 2 hunner) er et terrarium på 40x40x40 cm passende. Starter man med ungdyr, er det
vigtigt at starte med mindst 6 dyr, da de er svære at kønsbestemme. Terrariet indrettes som et stykke
skovbund, der støder op til en lavvandet sump. Der skal altså være en lille vanddel. Bundlaget skal
nederst bestå af et drænlag af leca eller groft grus, herover fx et lag pinjebark, lavasten eller xaxim
og ovenpå evt. et lag visne blade. Dertil grove grene at klatre på og forskellige planter såsom
javamos, slyngplanter og bromelier. Terrariet overbruses dagligt. Morgen og aften bør
luftfugtigheden være tæt på 100 %, og ved middagstid 70-75 %. Hvis der bruges kalkfrit vand (fx
regnvand eller ionbyttet vand), slipper man for kalkpletter i terrariet. Der belyses 12-14 timer
dagligt med lysstofrør eller energisparepærer. Frøerne vil sætte pris på små huler ved vandkanten.
Da Orange Mantella kommer fra kølige skove, skal dagtemperaturen være omkring 22°C, om natten
skal temperaturen falde til omkring 16-18°C. Terrariet behøver derfor ingen form for opvarmning.
Specielt vildtfangne dyr er meget følsomme for højere temperaturer og kan gå i varmechok, hvis
man forsøger at holde dem som farvefrøer. Terrariet må ikke anbringes i direkte sollys, idet der så
opstår risiko for overophedning, der medfører at dyrene dør.
Foder: Bananfluer, springhaler, tropiske hvide bænkebidere, nyklækkede fårekyllinger,
mælkeurttæger, voksmøllarver og vildtfoder af passende størrelse (fx bladlus) er velegnet foder.
Orange Mantella har en god appetit og kan sagtens tage krølvingede stuefluer. Voksne skal fodres
5-6 gange om ugen, og unger fodres dagligt. Fodret overdrysses med et egnet vitaminpulver. Det er
vigtigt at give præcis så meget foder, at der er spist op, inden der skal fodres igen.
Hold med andre dyr: Bør kun holdes med den samme art og kun én variant i terrariet. Ved hold
med andre Mantella-arter er der risiko for krydsninger, altså at dyrene kan parre sig med en anden
art og få unger. Disse unger bør aflives allerede på ægstadiet. Orange Mantella må under ingen
omstændigheder holdes sammen med eller som farvefrøer, som stiller helt andre temperaturkrav.
Levealder: De kan blive op til 11 år gamle i terrariet, i naturen væsentlig yngre.
Giftighed: Orange Mantella udskiller et giftigt hudsekret, der sandsynligvis er mere potent hos
vildtfangne dyr end hos opdrættede dyr. Af hensyn til frøerne bør man dog ikke håndtere dem med
hænderne. Hvis de skal indfanges eller undersøges, er det bedst at bruge en gennemsigtig bøtte. Når
man har arbejdet i terrariet, skal man naturligvis vaske hænder.
Sygdomstegn: Frøens hud skal være hel, uden sår eller områder, der ser røde og irriterede ud. Man
skal specielt være opmærksom på området omkring gattet og på indersiden af bagbenene. Der må
heller ikke forekomme hudområder, der virker vattede eller svampede, hvilket til tider ses på dyr,
der har slået sig og efterfølgende fået infektioner i såret. De må ikke virke magre og skal have en
tydelig rund mave. Raske dyr vil ofte gemme sig. Sygdomstegn kan være hyppige hamskifter,
ballonagtig krop, passivitet/hyperaktivitet, appetitløshed, mat og tør hud. Hvis dyret ikke trives, skal
man søge kvalificeret hjælp hurtigt og isolere det syge dyr fra andre frøer.
Adfærd: Orange Mantella er en dagaktiv frø med et relativt højt fårekyllinge-lignende kald. De
sidder som regel altid fremme i terrariet. Er terrariet tæt beplantet og udstyret med gemmesteder, ser
man typisk mere til sine frøer, end hvis man indretter et goldt terrarium.
Frøerne klamrer under parringen, men har ikke et så udpræget amplexus, som fx butsnudede frøer. I
stedet tager hannen nærmest en hovedlås på hunnen og fører hende til en passende hule til
æglægning. Æggene lægges på land, de er hvide, og der er omkring 40 æg i en klase. Æggene skal
så vidt muligt blive i terrariet. Når haletudserne er klar til at klække efter ca. 14 dage, bliver æg-
geléen flydende, og de kan svømme ud i vandbeholderen. Haletudserne kan fodres med specielt
haletudsefoder, tørfoder til akvariefisk, regnormebidder m.m.
Lovgivning: Arten er/var lokalt almindelig, men pga. den lille udbredelse og truslen fra skovhugst
betragtes den dog nu som kritisk truet. Handel med arten er reguleret af Washingtonkonventionen
(CITES II liste og på EF-bilag B). Man skal have enten en skriftlig opdrætserklæring eller en kopi
af importpapirerne med ved køb og salg.
Frøgruppen
www.frøgruppen.dk
Denne pasningsvejledning er for hold af padder som hobbydyr. Disse padder kan også holdes
forsvarligt på andre måder end beskrevet i denne vejledning. Ver. 1 2008/9 Flemming Andersen.